Odsherred Kammermusikfestival 2023

Skaberkraft

Søndag den 30. juli til fredag den 4. august

 

I 2022 tog Odsherred Kammermusikfestival hul på et nyt kapitel. Bestyrelsen lagde den kunstneriske ledelse af festivalen i hænderne på cellisten Janne Fredens og pianisten Søren Rastogi. De skabte et koncept, hvor professionelle musikere og unge talenter bor og arbejder i de samme rammer.

Publikum kan bevidne, at det var en dejlig begivenhed at være del af. Så i det spor fortsætter Odsherred Kammermusikfestival 2023, igen i den fine ramme, som Gæstehusetet i Anneberg Kulturpark giver musik og mennesker.

Benjamin Schmid, violin, Janne Fredens, cello og Emil Gryesten, klaver,
Benjamin Schmid, violin, Janne Fredens, cello og Emil Gryesten, klaver,

For det er dét, det drejer sig om. Mennesker og musik. Al den synergi, som så mange skønne musikere, unge som ældre, skaber, når de er sammen. Når de øver, når de spiller fodbold, når de hænger ud til ud på de små timer, når de opfører uforglemmelig musik, når de møder jer, kære publikum! Tilsammen bliver det til skaberkraft, der er overskriften for denne, den 31. kammermusikfestival i Odsherred.

Med Odsherred som bagtæppe er musikken allerede begunstiget af en gavmild og bjergtagende sommerscenografi. Og når så mange fantastiske nationale og internationale kunstnere strømmer til denne fine plet i Danmark og opfører kendte og mindre kendte musikstykker, så er skaberkraften en realitet.

Udsigten, Hove bugt
Udsigten, Hove bugt

Ud over i koncertsalen i Gæstehuset får publikum mulighed for at møde musikken på pop-up-koncerter i herredets skønne natur, ligesom vi inddrager Odsherred Teaters nyopførte teatersal og Nykøbing Kirke.

Den historiske barklade ved Kongsore
Den historiske barklade ved Kongsore

 

Det skrev de om Odsherred Kammermusikfestival 2022:

Odsherred Kammermusikfestival 2022
Odsherred Kammermusikfestival 2022

Et uddrag af kommentarer fra musikere, unge talenter og publikum ved Odsherreds Kammermusikfestival 2022

 

Det var en stor fornøjelse at være med til Odsherred kammermusikfestival. Alt fra musikerne til de søde frivillige og det engagerede publikum var fantastisk. Ikke mindst hele programmet som var skruet passende sammen med fede programmer og unge musikere! Det var en stor inspiration.

Koncertsalen ligger også i Gæstehuset hvor vi boede, så det hele føltes nemt og ubesværet!

Adam Koch Christensen

 

Odsherred Kammermusikfestival blev en fantastisk vellykket oplevelse for både publikum og medvirkende musikere. Det kunstneriske niveau af koncerterne var helt i top, og såvel de danske musikere, de udenlandske stjerner som de unge danske talenter fra Jakob Gade-talentprogrammet leverede musikalske præstationer af allerhøjeste karat. Det var en uge rig på ægte musikalske stjernestunder, som vi medvirkende vil huske mange år frem. Anneberg Kulturpark danner en pittoresk ramme om en højprofileret klassisk musikfestival med internationalt udsyn, men med stærk forankring i det blomstrende danske musikliv.

Emil Gryesten

 

“Det var en stor oplevelser at optræde på Odsherred Kammermusikfestival.

Muligheden for at optræde side om side med professionelle etablerede musikere er helt enestående, der hvor jeg er i min udvikling som musiker. Festivalens koncept med at blande unge med erfarne musikere i kammermusikensembler giver en helt nyt perspektiv på lærer/elev-forholdet. Mesterlære giver i denne kontekst virkelig mening”

Asmus Hanke

 

Tak for sidst, det var en fantastisk oplevelse! Jeg, og de andre piger, har været så glade for at have været med.

Freja Eskildsen

 

Koncertprogrammerne var godt sat sammen, og de personer, der præsenterede koncerterne, var virkelig gode til det. Flowet virkede også godt – publikummet kunne lide det.

Det var en fantastisk oplevelse at spille og arbejde sammen med professionelle musikere! Jeg synes, at det var meget inspirerende og noget, jeg har lært en masse af.

Alana Hjort

 

Hvor var det en dejlig uge i Odsherred, tusind tak for det store arbejde med at arrangere og organisere det kunstneriske. Jeg nød virkelig at være med og synes I havde samlet en skøn gruppe musikere, som supplerede hinanden på bedste måde.

Stor oplevelse at spille med Benjamin og Ludwig som jeg ikke havde mødt før.

Der kommer en helt særlig stemning når man bor og arbejder sammen på en festival, det at kunne hellige sig musikken og forberedelserne til koncerterne sammen, også når man egentlig ikke spiller, giver det hele en særlig intensitet og dybde. Koncerterne bliver en forlængelse af dette. Sammenspillet, lydhørheden og forståelsen musikerne imellem bliver ekstra udtalt, selvom man måske lige har mødt hinanden.

Området omkring Anneberg- Gæstehuset er ideelt til en festival af denne art.

Iben Teilmann

 

Jeg har gennem årene været til adskillige klassiske musikfestivaler. Men Odsherred Kammermusikfestival 2022 blev noget helt særligt. Det skyldes flere ting: de naturskønne omgivelser, muligheden for indkvartering sammen med musikerne, den glimrende koncertsal og ikke mindst musikken. Valget af musikere var suverænt, og valget af værker var lige efter min smag: mest europæisk kammermusik fra 1750 til 1950 med tyngden lagt på 1800-tallet krydret med en lille smule tango, jazz og opera. Et helt perfekt valg. Jeg kommer med garanti igen til næste år.

Gerhard Borring

 

“Tårnhøjt kunstnerisk niveau kombineret med afslappet atmosfære og herlige omgivelser – jeg nød hvert minut, og glæder mig meget til næste år.”

Henrik Engelbrecht

Tak til vore sponsorer og samarbejdspartnere

uden dem kunne festivalen ikke gennemføres