marts 11, 2025
Magiske og eventyrlige – Nightingale String Quartet
Brændende passion, uimodståelig gejst og smittende indbyrdes lydhørhed er nogle af de begejstrede udsagn, der følger Nightingale String Quartet. Det er uanset om kvartetten optræder i Carnegie Hall i New York og i Wigmore Hall i London, hvor ‘nattergalene’ debuterede i 2014 eller i store indspilningsprojekter, hvor de udforsker Vagn Holmboes og Rued langgaards strygekvartetter.
Kvartettens evne til at formidle musikken og skabe en dyb forbindelse med publikum bliver af internationale kritikere kaldt magisk, eventyrlig, nyskabende og ekspressivt mangfoldig. Priserne er regnet ned over den, senest er kvartetten kåret til årets P2 Kunstner. Og verdens store scener kappes om at tiltrække Nightingale String Quartet.
Vi er derfor stolte og umådeligt fornøjede over at kunne præsentere en af verdens bedste kvartetter på Odsherred Kammermusikfestival 2025.
Nightingale String Quartet består af Gunvor Sihm og Josefine Dalsgaard, violiner, Marie Louise Broholt Jensen, bratsch, og Louisa Schwab, cello. Kvartetten er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, hvor professor Tim Frederiksen har været kvartettens trofaste mentor siden dens start i 2007.
Nightingale String Quartet spiller på instrumenter venligst udlånt af Augustinus Fonden.